Vi bruger Cookies

Ved at benytte mejeri.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Økomælk på rekordkurs i Sverige

VÆKST Svenskernes forbrug af økologisk mælk er fordoblet siden 2011. Det skyldes ny markedsføring, som er rettet mod mere pragmatiske øko-forbrugere, fortæller Mats Hedlund, Arla Foods.

Svenskerne har fået smag for økologisk mælk. I første halvår af 2015 voksede forbruget således med 24 pct., og siden 2011 er markedsandelen fordoblet fra 10 pct. til 20 pct. Arla Foods sidder på over halvdelen af dette marked, og ifølge selskabets salgsdirektør Mats Hedlund er det målet at gøre øko-mælken lige så populær som i Danmark, hvor den ø-mærkede drikkemælk udgør knap en tredjedel af forbruget. Det skal blandt andet ske ved at lære af danske erfaringer. ”Vi kiggede på Danmark i 2011 og konstaterede, at de danske forbrugere var knap så hardcore økologiske som de svenske. Der lå flere brede værdier bag danskernes valg af økologi såsom bæredygtighed og miljø,” forklarer Mats Hedlund. Derfor gik Arla Sverige i gang med at tilføre nye elementer i markedsføringen for at nå ud til en bredere gruppe forbrugere med et mere pragmatisk forhold til økologi, hvor ikke nødvendigvis hele fødevareforbruget var økologisk. ”Mens hardcore-økologerne eksempelvis ikke ønskede plastikskruelåg, var de pragmatiske øko-forbrugere mere orienterede mod convenience og ville gerne have plastiklåg. Så det fik de,” forklarer Arla-chefen, som samtidig bemærker, at øko-emballagen nu efterfølgende er blevet 100 pct. bæredygtig. Med de flotte vækstrater er svenskerne nu tæt på at komme i underskud af økologisk mælk. ”Vi forventer at skulle bruge flere økologiske mælkeproducenter i de kommende år,” lyder det fra Mats Hedlund.

Seneste nyt