Vi bruger Cookies

Ved at benytte mejeri.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Lactalis-Nestlè indkasserede den største bøde i kartelsagen: EUR 60,1 mio.

Fransk yoghurtkartel får milliardbøde

PRISFUSK 11 mejeriselskaber indgik aftaler om forhøjede priser på mejeriprodukter over fem år. Det har udløst en bøde på 1,435 mia. kr.

10 franske mejeriselskaber har fået en syngende lussing, som kan ende med at koste nogle af dem livet. Mejerierne blev den 12. marts idømt bøder på i alt EUR 192,7 (DKK 1,435 mia.) af konkurrencemyndigheden ’l’Autorité de la concurrence’ for at have deltaget i et ulovligt priskartel. Det 11. medlem af kartellet, Yoplait, slap for bøde, fordi selskabet samarbejdede med myndighederne. Dommen baseres på, at deltagerne aftalte priser på yoghurt, desserter, flødeost og creme fraiche i private label-serier til de største franske supermarkedskæder. Gennem møder på udvalgte caféer og via hemmelige mobiltelefoner aftalte de også en vis markedsfordeling, hvor man ikke måtte angribe konkurrenterne. Det stod på i en årrække – fra 2007 til 2011.

Yoplait slap for bøde
Myndighederne fik hul på sagen, da aktiemajoriteten i en af kartellets største deltagere, Yoplait, blev solgt til General Mills. Ved handelen i august 2011 betingede amerikanerne sig en oprydning i kartellet. Derfor valgte det franske selskab at lægge kortene på bordet over for de franske konkurrencemyndigheder. Til gengæld fik man straffrihed for at samarbejde, hvilket betyder, at selskabet slipper for en bøde på EUR 45 mio. Yderligere to selskaber (Senagral og Novandie) fik nedslag i deres bøder for at hjælpe myndighederne. Modsat idømmes joint venture-samarbejdet mellem Lactalis og Nestlé en særlig hård straf på grund af virksomhedernes størrelse. En anden fransk yoghurtsværvægter, Danone, producerer primært i egne mærker og er ikke involveret i sagen.

Sagen ikke sort-hvid
Tilsammen sad de involverede selskaber på 90 pct. af markedet for private label-yoghurt. Konkurrencedomstolen har beregnet konsekvenserne af kartellets aftaler til forhøjede engrospriser på tre pct. for desserter, fire pct. for yoghurt og fem pct. for friske oste og fløde. Iagttagere er alligevel overraskede over størrelsen af bøderne. ”De fleste medier vurderer, at dommen er hård, selvom man anerkender, at kartellet har handlet ulovligt. Men bøderne er meget høje og truer reelt nogle af mejerierne på livet,” siger Anne-Marie Paulais, fungerende chefredaktør for branchebladet Revue Laitière Française. Senest har ejeren af Senagral, Marc Senoble, udtalt, at selskabet ikke er i stand til at betale bøden og derfor må gå i betalingsstandsning, hvis appeldomstolen fastholder dommen. Flere medier påpeger også, at sagen ikke er helt sort-hvid. ”Der er en vis forståelse for, at mejerierne har været pressede af de store detailkæder, der har brugt mejeriprodukter som slagtilbud og været benhårde i deres prispolitik,” siger Anne Marie Paulais. Ultimo marts havde de dømte selskaber endnu ikke officielt besluttet, hvordan de vil håndtere dommen, men de fleste iagttagere forventer, at dommen appelleres.

Fakta: Bøder udstedt af l’Autorité de la concurrence i sag om ulovligt priskartel i perioden 2007-2011: Lactalis/Nestlé (EUR 60,1 mio.), Senagral (EUR 46 mio.), Novandie (EUR 38,3 mio) Maîtres Laitiers du Cotentin (EUR 22,9 mio.) Yeo Frais (EUR 12 mio.) Laïta (EUR 8.1 mio.) Alsace lait (EUR 3,6 mio.) Triballat (EUR 1.4 mio.) Laiterie Saint Malo (EU 300.000).

Seneste nyt