Vi bruger Cookies

Ved at benytte mejeri.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
Dollaren vil ligge højt overfor euro i en længere periode, forventer Thomas Søby, cheføkonom i Landbrug & Fødevarer.

Høj dollarkurs giver europæiske fordele

VALUTA Euro og dollar er gået hver sin vej det seneste halve år, hvilket styrker Europas mejeriindustri på flere eksportmarkeder. Arla forventer en forbedring af bundlinjen på en halv mia. kr.

Den europæiske mejeriindustri er som bekendt hårdt presset på flere fronter. På ét område har branchen dog fået en hjælpende hånd – dollarkursen. Siden sommeren 2014 er amerikanernes valuta steget med næsten 20 pct. overfor euroen (og den danske krone, som er bundet til euroen).

”Den amerikanske økonomi oplever et regulært, sundt opsving, hvor der skabes flere job, privatforbruget stiger, og alle makroøkonomiske parametre er i plus. I Europa er situationen nærmest modsat, hvilket trækker valutaerne i hver sin retning,” siger Thomas Søby, cheføkonom i Landbrug & Fødevarer.

”Det er selvforstærkende processer. Derfor tror jeg, at det nuværende styrkeforhold mellem de to valutaområder vil bestå et godt stykke ud i fremtiden,” siger cheføkonomen.

Bedre konkurrenceevne
Den danske mejerieksport direkte til USA har ligget stabilt på ca. 300 mio. kr. i de senere år. Regnes de dollarafhængige valutaområder i Latinamerika og Mellemøsten med, er tallet noget større – i omegnen af 1,5 mia. kr.

”Danske virksomheder står alt andet lige stærkere på disse markeder, men der er mange andre faktorer, som også har indflydelse på konkurrenceevnen, herunder udviklingen i produktivitet og råvarepriser,” forklarer Thomas Søby. Senest har Den Europæiske Centralbank vedtaget en hjælpepakke, som pumper EUR 1.140 mia. ud i EU-systemet. Det svækker euro’en yderligere overfor dollar og andre valutaer. ”Dermed bidrager hjælpepakken til at åbne nye markeder gennem en styrkelse af konkurrenceevnen,” vurderer Thomas Søby.

Dollar styrker Arlas bundlinje
Arla Foods bekræfter den positive udvikling. Ud af koncernens samlede omsætning på ca. 80 mia. kr. afsættes ca. 10 pct. i dollar eller dollar-relaterede valutaer. Det drejer sig blandt andet om Arla’s forretninger i Mellemøsten samt afsætningen af tradingprodukter.

”For Arla Foods er den stigende dollarkurs en stor gevinst, som ventes at styrke bundlinjen med ca. en halv mia. kroner i 2015,” siger Frederik Lotz, finansdirektør (CFO) i Arla Foods. Når gevinsten ikke bliver endnu større, skyldes det såkaldte valutakontrakter, som indgås for at sikre en vis stabilitet i omvekslingen. På trods af den positive valutaudvikling, bobler Frederik Lotz ikke over af optimisme.

”Det globale råvaremarked er fortsat hårdt presset, hvilket er den vigtigste faktor for vores resultat,” siger han.

Bornholms Andelsmejeri: Dollarkurs sikrer indtjeningen
Bornholms Andelsmejeri eksporterer 90 pct. af produktionen, hvoraf en del går til USA. Her bekræfter mejeribestyrer Per Olesen ligeledes, at den høje dollarkurs gør livet lidt lettere. ”Den højere kurs betyder, at vi fortsat kan tjene penge på et marked, hvor de lokale amerikanske ostepriser ellers er trykket ned som følge af de lave verdensmarkedspriser. Dermed er vores konkurrencesituation nærmest status quo – og det er godt nok,” siger Per Olesen.

Seneste nyt