Vi bruger Cookies

Ved at benytte mejeri.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
På 'Isens dag' den 4. juni var tre generationer Lindhardt samlet på Aabybro Mejeri. I anledning af udgivelsen af bogen 'Mejeriet - Livet på Aabybro Mejeri skildret af tre generationer Lindhardt' bød mejeriet på gratis is og rundvisning. Der blev giver 2.500 is ud. Fra venstre: Niels Jørgen, Anker og Niels Henrik - alle med efternavnet Lindhardt

Tre generationer på mejeriet

Man siger, at ’alle har en historie at fortælle’. Familien Lindhardt på Aabybro Mejeri har rigtig mange historier at fortælle, og en stor del af dem er nu samlet i en bog om de tre generationer på mejeriet.

Den 4. juni var ’Isens dag’. Ganske vist blev den kun fejret på Aabybro Mejeri i Nordjylland, og udelukkende fordi mejeriets initiativrige ejer, Niels Henrik Lindhardt, har indstiftet den.

I år blev dagen også brugt til at fejre udgivelsen af bogen ’Mejeriet – Livet på Aabybro Mejeri skildret af tre generationer Lindhardt’.  De tre generationer er: Anker og Ingeborg, som købte mejeriet i 1968, Niels Henrik og Alice, som overtog mejeriet i 1997, og deres to sønner: Niels Jørgen og Hans Christian.

Bogen giver dels et godt indblik i den udvikling, den danske mejeriverden har gennemgået de seneste 50-60 år, dels er historien om familien Lindhardt kort og godt underholdende i ordets mest positive betydning. Lindhardt’erne har et helt særligt ’drive’, der betyder, at de ikke giver op, altid finder en løsning og gerne knokler for deres projekt, men aldrig så meget, at det holder op med at være sjovt.

 

Luddoven iværksætter

Omdrejningspunktet i bogen er den nuværende ejer af mejeriet, Niels Henrik Lindhardt, bedst kendt som Lindhardt.

”Jeg er luddoven og vil egentlig helst tulle rundt på mejeriet og bappe på min pibe,” siger han om sig selv.

Der er dog næppe ret mange andre – måske lige bortset fra hans kone, Alice – som kunne finde på at give den beskrivelse af mejeriejeren.

Set udefra passer betegnelsen ’hårdt arbejdende iværksætter’ bedre. Og det er ikke noget, Lindhardt har fra fremmede. Han var fem år, da hans forældre, Ingeborg og Anker, i 1968 overtog Aabybro Mejeri, som en ejendomsmægler nok ville have betegnet som ’et håndværkertilbud’. Med andre ord: der skulle knokles igennem med istandsættelse samtidig med, at den daglige produktion af Lurpak smør skulle passes. Lindhardt har derfor altid kendt sine forældre som hårdtarbejdende mennesker.

Fra skoletræt til topkarakterer

Selv kom Lindhardt på hårdt arbejde, da han begyndte i skolen. Bogstaver var ikke hans stærke side, og selv om han puklede med læsning og skrivning, er det aldrig blevet let for ham. Han valgte derfor at stoppe efter niende klasse, og efter et års tid på EFG, ErhvervsFaglig Grunduddannelse, blev valget truffet: Han skulle være mejerist som sin far.

Derefter gik det slag i slag: Som 18-årig blev Lindhardt mejerist, og uddannelsen gav mod på at læse videre til mejeritekniker. Det blev en god tid på Dalum Tekniske Skole.

”Vi havde det faktisk skide skægt. Af en eller anden grund kan jeg bedst huske alt det, der var fis og ballade,” fortæller han.

Der blev dog også tid til at læse, og to år senere kunne han kalde sig landets yngste mejeritekniker – i øvrigt med topkarakterer i mikrobiologi og teknik.

 

Islandsk krystalkugle

På det tidspunkt var Lindhardt allerede blevet grebet af rejsefeber, og i den sammenhæng havde han valgt en uddannelse, der var en god adgangsbillet til få arbejde i udlandet.

Et af udlandsopholdene skulle senere vise sig at få afgørende betydning for både ham selv, familien og mejeriet i Aabybro. Via en studiekammerat var han kommet i kontakt med iscremefabrikken Kjöris i Island. Lindhardt blev hurtigt grebet af produktionen, og det, der skulle have været et sommerferiejob, endte med at blive et ophold på otte måneder. Man skulle tro, at fabrikkens chef, Hafsteinn Kristinsson, havde kigget i en krystalkugle, da han sagde til Lindhardt: ”Henrik, nu skal du sørge for at skrive alt op, hvad du lærer her. En skønne dag får du brug for det.” 

Det blev også til job hos blandt andre Chr. Hansen i Reading vest for London samt for Danish Turnkey Dairies i Pakistan – et eventyr, der i parentes bemærket endte med et alvorligt anfald af dysenteri og hjemsendelse.

 

Et afgørende møde i Grenå

Så var der mere fredeligt på Mejeriselskabet Danmarks mejeri i Grenå, hvor han i 1987 blev ansat med ansvar for pakkeriet. Opholdet i Grenå varede kun et år, for så var der bud efter Lindhardt på selskabets mejeri i Branderup i Sønderjylland, men opholdet i Grenå blev alligevel særdeles værdifuldt. Det var nemlig til et møde i den lokale afdeling af KFUM og K, at han mødte sygeplejestuderende Alice Futtrup, som han efterfølgende tænkte en del på. Alice måtte dog sende en buket blomster ud til mejeriet, før han fattede, at interessen var gensidig. Siden den dag har de dannet par. 

 

Kærgården ændrede smør til is

Egentlig var det slet ikke meningen, at Lindhardt skulle overtage forældrenes mejeri.

”Min mor og far har altid sagt, ’I skal ikke regne med, at der bliver noget efter os’, og jeg havde selv regnet med, at jeg skulle være blevet i det store selskab (Arla – red.), for jeg var glad for at være der med alle de muligheder, det gav.”

De planer blev imidlertid fuldstændig ændret, da MD Foods i foråret 1990 sendte et nyt mejeriprodukt på markedet: Kærgården blev lynhurtigt en kæmpe succes, og i takt med, at salget af det nye blandingsprodukt steg, styrtdykkede salget af smør. Det blev skæbnesvangert for flere af de mindre mejerier – heriblandt Aabybro Mejeri, hvor produktionen af Lurpak smør var den vigtigste indtægtskilde. Anker ringede derfor til sønnen i Branderup for at høre, om han havde en idé til, hvad de kunne lave i stedet for smør.

Lindhardt foreslog, at de skulle producere iscreme for at få brugt noget af al den fløde, som de nu havde rigeligt af. Anker og Ingeborg gik med på idéen, og Lindhardt fik i løbet af foråret købt et par brugte iscrememaskiner og kummefrysere. Samtidig gik han i gang med at hente alt, hvad han havde lært på Kjöris i Island frem fra hukommelsen, godt hjulpet på vej af de mange notater, han havde lavet under opholdet. 

 

Et godt tilbud

Det næste års tid arbejdede Lindhardt fortsat på Branderup Mejeri i ugens fem hverdage, og i weekenderne kørte han så hjem til Aabybro og lavede is, som blev opkaldt efter Ryå, der løber lige ved siden af mejeriet. I starten var det som regel 50 liter vaniljeis ad gangen, som blev lavet til islagkager, men efterhånden greb arbejdet i Aabybro om sig, og det satte Niels Henrik i noget af et dilemma.

”Ifølge min karriereplan skulle jeg flytte til et andet Arla-mejeri, hvor jeg skulle have et job med mere ansvar, men heldigvis tilbød min chef, Bent Skou Jensen, mig to års orlov fra Arla. Det gav mig mulighed for at finde ud af, om far og jeg kunne arbejde sammen på fuld tid – hvis ikke, kunne jeg bare komme tilbage. Det tilbud var jeg utrolig glad for,” understreger Lindhardt.

 

’Det er nu, du har kræfterne’

Samarbejdet mellem far og søn viste sig at fungere, og i 1991 flyttede Lindhardt og Alice til Nordjylland – i første omgang dog i passende afstand fra mejeriet, i et lejet hus i Nørresundby.

Knap seks år, rigtig meget is og to små sønner senere blev parret stillet overfor et alvorligt valg. Ingeborg og Anker meddelte, at de havde købt et hus 700 meter fra mejeriet, og nu ville de gerne, at næste generation overtog mejeriet. Det følte Alice og Lindhardt ikke rigtig, at de var klar til.

”Jeg spurgte min mor, om det ikke godt lige kunne vente et par år, til drengene var blevet lidt større. Men svaret lød, at det var nu, jeg havde kræfterne og overskuddet, og at jeg selv skulle sætte mit præg,” husker Lindhardt.

Og sådan blev det. Lindhardt lånte ’en masse penge’ til at købe mejeriet for, og i sommeren 1997 flyttede familien ind i privaten på mejeriet.

I årenes løb har Ryå Is ikke alene været familiens – og mange medarbejderes – levebrød. Isen har også været adgangsbillet til nogle oplevelser, der er de færreste forundt. Fx da rockgruppen Electric Light Orchestra i 1999 skulle give koncert i Aalborg, og Lindhardt fremstillede en speciel islagkage til bandet, som efter koncerten kvitterede med en invitation ’backstage’ til ham og hans venner.

”Isen har givet en masse fede oplevelser for mig og min familie. Vi har mødt kunstnere, og de bedste kokke i kongeriget kommer her for at få lavet nogle produkter,” konstaterer Lindhardt. 

 

Lille sag med store konsekvenser

Et enkelt produkt har de senere år fyldt rigtig meget i Lindhardts bevidsthed. Energitæt hedder isen, der indeholder mere fedt, mere protein og flere kulhydrater end andet is, og som er udviklet til småtspisende og underernærede patienter.

Selv om isen var blevet produceret siden 2003, gjorde Fødevarekontrollen i 2011 opmærksom på, at Energitæt ikke var med på EU's liste over tilladte anprisninger.  Lindhardt havde dog ikke tænkt sig at ændre det nu velkendte navn, og dermed var starten gået til et årelangt tovtrækkeri mellem den stædige nordjyde og myndighederne. Efter at have tabt sagen ved Retten i Hjørring besluttede Lindhardt at anke sagen til Landsretten, hvor han endelig – den 8. oktober 2015 – fik retten på sin side. Både medierne og den almindelige dansker har i årenes løb taget Lindhardt og mejeriets parti, men forløbet var ikke uden konsekvenser.  

”Jeg havde ingen idé om, at en retssag kunne være en så stor psykisk belastning. Der gik nok to år, hvor jeg ikke var på toppen, fordi sagen ubevidst fyldte meget i mit hoved” fortæller Lindhardt.

Han havde på forhånd sat en sum penge af til at føre retssagen for, og da der nu blev penge tilovers, besluttede han og Alice at bruge dem på en 5,5 meter høj og 12 ton tung grøn granitsten fra Nordkap, der nu står ved mejeriet. Den skal dagligt minde Lindhardt og alle andre om, at det er værd at kæmpe for retfærdighed.

 

Ingen tvang

Om Aabybro Mejeri forbliver i en Lindhardts varetægt, må tiden vise. For ligesom Anker og Ingeborg hverken havde planer eller forventninger om, at deres søn skulle overtage mejeriet, lader Lindhardt og Alice det også ligge fuldstændig åbent, hvem der skal overtage det efter dem. Niels Jørgen, som er i gang med uddannelsen til mejerist, er en oplagt kandidat, men:

”Vi vil ikke tvinge vores børn til noget,” understreger Lindhardt. ”Vi har sagt til Niels Jørgen, at han selvfølgelig skal have muligheden for at tage over her, men kun hvis han har lysten. Det kommer også an på, hvem han finder sammen med, for man er ufattelig afhængig af, at ens kone er med på, hvad det kræver,” siger Lindhardt med et skævt smil til Alice.

Uanset om det bliver en Lindhardt, der fremover skal have mejerikasketten på, har Lindhardt forberedt sit mejeri til fremtiden. I 2014 købte han nabogrunden for at kunne udvide produktionen, hvilket udløste en ’mini-lavine’ af ændringer på adressen: En ny produktionshal på 500 kvm blev opført; Lindhardt og Alice flyttede ind i huset på nabogrunden.

Derved blev ’privaten’, som familien Lindhardt havde boet i, siden Ingeborg og Anker overtog mejeriet i 1968, ledig, men ikke ret længe, for den blev hurtigt omdannet til Café Privaten, i øvrigt med mange af familiens møbler og med private billeder på væggene.

Caféen er endnu et eksempel på Lindhardts opfindsomhed og evne til at få øje på nye forretningsmuligheder – og det er næppe det sidste.

Seneste nyt