Vi bruger Cookies

Ved at benytte mejeri.lf.dk accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.
På Anuga-messen deltog Them Andelsmejeri på Landbrug & Fødevarers fællesstand. Mejeriet havde taget forskellige produkter med: oste til de nære markeder og mælkepulver og UHT-mælk til markederne i Asien - alt sammen i økologisk version.

Dyrevelfærd og foodservice var ’hot’ på Anuga

Verdens største fødevaremesse giver et godt indblik i, hvad der rører sig i mejeribranchen.

Efter fem dage med tusindvis af gæster var det onsdag eftermiddag lukketid for verdens største messe for økologiske og konventionelle fødevarer, Anuga i den tyske by Köln.

Fra den danske mejeribranche var Them Andelsmejeri, Nordex Food, Mammen Mejerierne og Uhrenholt med på messen, og ud over kontakten til indkøbere og samarbejdspartnere gav messen også lejlighed til at få et indblik i, hvad der efterspørges og rører sig i branchen.

Nye krav og ønsker
Them Andelsmejeri var med på Landbrug & Fødevarers fællesstand i den økologiske hal, og mejeriets salgschef Erik Rasmussen kunne – ud over at glæde sig over et stort antal besøgende – konkludere, at der hele tiden kommer nye ønsker og krav til produkterne.

”Først var det økologi, der blev efterspurgt, og nu bliver der snakket meget om dyrevelfærd. Desuden er laktosefri produkter noget, der fylder meget,” fortæller Erik Rasmussen fra messen. Her bemærkede han også, at mange gæster lagde vejen forbi hallen med økologi for at se på trends, ikke mindst hos de danske producenter, som er kendte for at være førende inden for økologi.

Det var anden gang, at Them Andelsmejeri var med på L & F’s stand.

”Det er en stor fordel for en lille virksomhed som os, at det meste er arrangeret, og at der er back-up til os under hele messen,” siger Erik Rasmussen.

Convenience vokser
I den store hal med mejeriprodukter havde Nordex Food sin egen stand, og selskabet havde ifølge direktør Keld Pedersen ’en fantastisk god messe’, hvor der især de tre første dage var meget travlt på standen.

Keld Pedersen havde dog også haft tid til at komme rundt i hallen, og han kunne konstatere at: ”Convenience fylder mere og mere, og det samme gør foodservice til blandt andet restauranter. Det er vi meget opmærksomme på, og vi har allerede produkter til det marked.”

Keld Pedersen tror dog ikke, at den udvikling vil få salget til detailhandlen til at falde.

Dette års Anuga messe havde 7.400 udstillere, og det var forventet, at besøgstallet kommer op på 160.000 gæster.

Seneste nyt